MiCafé
Åbningstider
- Åben nu • Lukker kl. 17:00
- Onsdag• 08:00 - 17:00
- Torsdag• 08:00 - 17:00
- Fredag• 08:00 - 19:00
- Lørdag• 08:00 - 15:00
- Søndag• Lukket
- Mandag• 08:00 - 17:00
MiCafé er en lille café i Vissingsgade. Her er plads til alle – i hvert fald hvis du er til kaffe, lidt mad og hygge i et godt selskab. Unge som ældre kigger forbi caféen i løbet af en dag.
Man kan spise i caféen eller tage maden med sig som takeaway. MiCafé åbner dørene allerede kl. 8.00, hvor du kan tage en kop kaffe med på vejen eller snuppe et bid brød.
Maden
Udvalget af mad er overskueligt. På menukortet er der bl.a. morgenmad, brunch, lunch og kager. Hvad, der er, afhænger af årstidens råvarer. Morgenmad og brunch indleder dagen. Her er fx surdejsbrød med ost, skyr eller classic brunch med skyr med hjemmelavet granola, frugt og sirup, scrambled eggs og bacon, ost og brie, salami, hummus med olivenmix, pandekage og kage. Dertil surdejsbrød og knækbrød.
Lunch
Her er grillet surdejsbrød med fx kimchi, cremefraiche og ost, med kylling og bacon eller med chorizo, flødeost, humus, olivenmix og karamelliseret rød peber. Der er også salat, hvis man mere er til det.
Kager og snacks
Ønsker du noget til kaffen, er der almindelige croissanter eller dem med mandler eller ost samt diverse kager og tærter. Om sommeren er der også is at finde hos MiCafé.
Drikkevarer
På en café er der naturligvis kaffe – og det er omdrejningspunktet hele dagen. Hos MiCafé reklamerer de med at have den bedste espresso kaffe fra Brasilien og Colombia. Den bliver ristet på Fyn hos Holy Bean. MiCafé serverer americano, cappuccino, cortado, latte samt iskaffe. Der er også decaff til gæster, der ikke ønsker koffein. Derudover er der te, hot chocolate, juice, hyldeblomst og cola.
Atmosfæren hos MiCafé
Facaden er med store vinduer ud til Vissingsgade, så det er muligt at følge med i, hvad der sker på gaden eller blot sætte pris på det naturlige lys, der er i caféen i dagtimerne. Indenfor er der en afslappet og rolig stemning. Man kommer helt naturligt ned i gear. Indretningen er enkel, og betjeningen er imødekommende og i den venlige ende af skalaen.
Udenfor er der et par siddepladser, hvor man kan spise sin mad eller nyde noget at drikke, hvis ellers vejret tillader det. MiCafé har gjort lidt for at gøre det hyggeligt og opstillet blomsterkasser, som skærmer området af.
I løbet af året er der diverse events i caféen. De skal skabe samvær og oplevelser. Det kan være alt fra musik og dans til foredrag og seniorcafé.
Hold fest på MiCafé
Har du brug for mad til dit firma eller kontor, så står MiCafé klar til at hjælpe. Det samme gælder, hvis du har brug for god plads til din fødselsdag eller fest. Af udstyr er der højttaleranlæg med mikrofon, projekter, musik, og et el-klaver kan også klares.
Prisniveau
Her er et prisniveau, hvor de fleste kan være med. En frokost koster 54 kr., og brunch kan geares alt efter sult og lyst. Classic brunch koster 129 kr., mens den større MiCa brunch står til 149 kr.. Alt i alt er det sympatiske priser.
LÆS OGSÅ:
Espresso House på Rådhustorvet