Wok This Way: En blandet oplevelse af hurtig service, store portioner og sløv betjening
Læs madanmeldelsen
Wok This Way i Vestergade blev vores stop til en anmeldelse en fredag til frokost. Vi stod udenfor og spejdede efter liv i restauranten. Det føltes næsten som om, de havde taget fri. Vi tog chancen og trådte indenfor. Modtagelsen var ikke den mest hjertelige, men der var frit valg mellem de otte siddepladser. Vi var de eneste gæster.
Det var tydeligt, vi var i takeaway-land. Boksene stod klar, men hyggen var blevet væk et eller andet sted mellem glødelamper, bambustapet og blinkende lamper, der kunne trænge til nye pærer.
Den sunde fastfood
Men lad os ikke dømme det hele på udseendet. Wok This Way er faktisk det sunde skud på stammen af fastfood i Vejle. Det er asiatisk mad og boksene er proppede med grøntsager og kød, og du kan enten vælge fra deres menu eller bygge din egen boks. Noget som burde tiltale de fleste.
Wacky wok
Wok This Way har sammensat syv forskellige bokse til frokost. Vi prøvede Wacky wok med risnudler, æg, kål, gulerødder, oksekød, pak choi, løg, pebermix og østerssauce. Den var toppet med forårsløg og koriander.
Maden blev lavet i løbet af kort tid og serveret brandvarmt og frisklavet. Fra bestilling til bord på 10 minutter. Det er, hvad jeg kalder hurtig servering. Boksen var generelt godt sammensat. Oksekødet var mørt og smagte godt. Grøntsagerne blev lynstegt i wokken, så de bevarede deres sprødhed, og der var fin bid i risnudlerne.
Byg selv
Det er enkelt at bygge sin egen boks, og der er noget at vælge mellem. Vi valgte en grøntsagsboks, som de også kalder vegetarianbox. Den var fyldt med æg, kål, gulerødder, broccoli, bambusskud, squash og champignon samt en valgfri sauce. Derefter kan man fylde det i, som passer til din smag og pengepung.
I vores grøntsagsboks tilføjede vi kylling, teriyaki sauce, peanuts og forårsløg. Prisen startede ved 49 kr., men med vores ekstra toppings endte vi på 81 kr.. En fair pris for en solid frokost. Ved første øjekast var det den visuelt flotteste af de to valgte bokse. Igen var grøntsagerne sprøde, og kyllingen var saftig, men boksen her var en mere mild omgang.
Begrænset udvalg af drikkevarer
Der er ikke de store muligheder, når det kommer til drikkevarer. Sodavand, RedBull, danskvand og vand – det var det. Vi gik med en Ramlösa hver. Kombineres drikkevarer med din mad som en menu, er der lidt penge at spare.
Da regningen kom, stod den på 180 kr.. Ikke dårligt for en mættende frokost for to. Hvis du vil spare lidt ekstra, så kom til frokost – boksene koster kun 79 kr. mod aftenens 99 kr..
Ikke meget venlighed her
Den ene mand, vi så hos Wok This Way, agerede både kok og betjening. Vi så i øvrigt ikke meget til ham. Det virkede som om, han var mere optaget af at hakke grøntsager end at betjene os. Ingen smil, ingen tak for besøget, intet. Vi følte os ikke velkomne. Det trak altså noget ned på oplevelsen.
- Store portioner, der var godt sammensat
- Value for money. 89 kr. for en stor portion mad til frokost og en sodavand er bestemt rimeligt.
- Ikke den største smag i retterne, men det kunne man selv peppe op med chilisaucen sriracha-sauce, der stod på bordene.
- Betjeningen var ikke til stede. Dukkede op, når der kom gæster efter takeaway, eller når WOLT kom forbi. Men intet smil, ingen tak for besøget, eller hvordan smagte maden. Han havde travlt med at hakke og snitte i køkkenet.
- Der var styr på maden, og det blev serveret lynhurtigt og var brandvarmt.
- Grøntsagerne var sprøde og friske. Respekt for de frisksnittede grøntsager.
- Anretningen i en boks er ikke indbydende visuelt, men det er en del af konceptet.
- Der er på ingen måder hyggeligt hos Wok This Way. Ingen tvivl om, at de fleste gæster tager maden med sig, og måske derfor har man ikke gjort noget ud af stemningen.
- Intet liv og ingen gæster på denne tid af dagen.
God mad, men ikke den bedste stemning
Frokosten hos Wok This Way blev en lidt ærgerlig oplevelse. Det føltes mere som en flyvende visit end en hyggelig frokost. Maden var god, men betjeningen virkede ikke, som om han gad være der. Det dræbte stemningen en anelse, og ærligt talt, så får det os ikke ligefrem til at stå i kø for at komme tilbage – i hvert fald ikke til at spise på stedet. Men hvis man ser bort fra den lidt kedelige atmosfære og betjening, så er maden hos Wok This Way værd at prøve, og den er god nok til at tage med hjem.
Vi sluttede besøget af med et højt “Tak for i dag”, hvilket blev hængende i luften og gav ekko, da døren smækkede bag os.
LÆS OGSÅ
Anmeldelse af pita og bowls hos Pitato Potato
Anmeldelse af Albert´s Sandwich og Bagel Bar