Af Pernille Søborg,

 

Vejle Smørrebrød er et takeaway på Vardevej.

 

Smørrebrød er en klassiker i det danske køkken, og hos Vejle Smørrebrød på Vardevej tager de traditionerne alvorligt. Siden 1965 har de serveret klassisk dansk smørrebrød til vejlenserne.

 

Med en ny medejer i køkkenet og bag disken var det oplagt at teste niveauet og se, om de fører håndværket videre på samme vis med kvalitet og respekt for traditionerne, som de er kendt for. 

Disken er fyldt af farvestrålende smørrebrød hos Vejle Smørrebrød.

 

Allerede ved indgangen mødtes vi af en disk fyldt med frisklavet og farverigt smørrebrød og håndmadder, der løbende blev fyldt op. De mange variationer så indbydende ud.

 

Der er mange forskellig frisklavede stykker smørrebrød hos Vejle Smørrebrød.

Der var flest klassiske, men også mere moderne stykker. 

 

Betjeningen var imødekommende og tog venligt imod os. Efter præcis vejledning besluttede vi os for at smage på fire forskellige stykker. 

 

 

Selvhenter ved disken

Der tog ikke lang tid, før de første to stykker smørrebrød var klar. Vi hentede selv maden ved disken. Der er ingen servering ved bordene. Alle stykkerne blev serveret på et solidt stykke rugbrød, smurt med et tyndt lag smør og lidt salat i bunden uden det tog opmærksomheden.

 

Fiskefilet og Dyrlægens natmad hos Vejle Smørrebrød.

 

Fiskefilet med remoulade 

En klassisk favorit, der ikke forsøgte at være mere, end det er. Den sprøde fiskefilet var pænt tyk i kødet. Den blev serveret koldt. Remouladen var okay god, men ikke hjemmelavet. Små skiver tomat, agurk og en citronskive som pynt fuldendte det traditionelle udtryk. 

Fiskefilet med remoulade hos Vejle Smørrebrød.

Et godt, enkelt og gedigent stykke smørrebrød med fiskefilet uden unødvendigt hokus pokus.

 

Dyrlægens natmad – frisklavet

Stykket lå ikke klar i disken, men blev lavet på bestilling. Et plus i vores bog. Den frisklavet version viste sig at være et velkomponeret stykke med rigeligt leverpostej. Det blev toppet med saltkød, sky, frisk agurk, rødløg, tomat og en skive peberfrugt, der spillede fint sammen med leverpostejen. 

Dyrlægens natmad er et klassisk stykke hos Vejle Smørrebrød.

En vinder for dem, der holder af klassisk smørrebrød.

 

Skinke og spejlæg – nytænkende og rodet 

Stykket her fangede straks øjet med sin anderledes opbygning. Der var bestemt ikke sparet på skinken, der lagde en solid bund for resten af smagsindtrykkene. Under spejlægget, der tronede på toppen, gemte sig en blanding af champignon, syltet rød peberfrugt og karamelliserede løg. 

Smørrebrød med masser af skinke og et spejlæg på toppen hos Vejle Smørrebrød.

Smagene var interessante, men lidt rodet sammensat, hvilket gjorde, at de forskellige dele ikke helt nåede at skinne hver for sig.

 

Roastbeef – et anstændigt stykke

Her fik vi dagens flotteste stykke, uden tvivl. Nu var det jo også højtbelagt luksus, vi havde bestilt! Roastbeefen var mør, velsmagende og præsenteret i en gavmild portion. Den blev ledsaget af peberfrugt, syltede rødløg, sprøde hjemmelavede syltede agurker, der var i den syrlige ende af skalaen og et strejf af peberrodscreme. Rugbrødet spillede nærmest anden violin i den her opsætning. 

Et stykke Smørrebrød med roastbeef hos Vejle Smørrebrød

Et fyldigt stykke smørrebrød med roastbeef.

 

Der var øl – men ikke til os!

Et ekstra plus var øllet i køleskabet. Smørrebrød og øl går jo hånd i hånd, og den tradition skal vi værne om. Desværre var alkoholbevillingen ikke på plads, så kun takeaway-gæsterne kunne få fornøjelsen. Til gengæld var der sodavand og vand til de spisende gæster.

 

Vores vurdering
  • Vejle Smørrebrød byder på et flot udvalg af frisksmurt smørrebrød til en fornuftig pris. Her var fokus på frisklavet smørrebrød med respekt for traditionerne siden 1965.
  • Stort udvalg af særligt klassiske, men også et par mere moderne stykker smørrebrød.
  • Venlig, effektiv og imødekommende betjening. Fra vi trådte ind, var betjeningen klar til at betjene og vejlede os.
  • Fiskefileten blev serveret kold – traditionelt, men ikke for alle.
  • Frisklavet smørrebrød, der blev lavet på bestilling, hvis den ikke var klar i disken.
  • Stykket med skinke og spejlæg var lidt rodet sammensat. Tanken var god, men der var for mange smage.
  • Priserne var fair i forhold til mængden, og at det er frisklavet.
  • Atmosfæren var hyggelig, men siddepladserne var begrænsede. Men det intime lokale havde en hjemlig stemning, og stamgæster til frokost.
  • Rugbrødet var af god kvalitet, der ikke overdøvede pålægget.
  • Øl i køleskabet – et godt match til smørrebrød (dog kun til takeaway).
  • Stykket med roastbeef var det bedste og mest velkomponerede stykke. Flot og velsmagende.
  • Der kunne med fordel være mere hjemmelavet pålæg og tilbehør, der ville få Vejle Smørrebrød endnu højere op i niveau.
  • De hjemmelavede og syltede dele tilføjede en ekstra dimension til de klassiske smage.

 

Stemningen og oplevelsen

Der er to sammenhængende lokaler hos Vejle Smørrebrød. I det første bestiller og henter man maden. I det andet er der borde og stole. Der er 11 siddepladser ved to almindelige borde samt fire pladser ved et højbord. Atmosfæren var afslappet med dæmpet belysning, billeder på væggene og en sofa med puder, der gav en hjemlig stemning. 

Der er ikke mange siddepladser hos Vejle Smørrebrød, men de har gjort det lille område hyggeligt.

Her er der hyggeligt med plads til at spise sin mad.

 

De fleste kunder kom for takeaway, men den dag vi var forbi, kom der også en del håndværkere, der spiste deres frokost hos Vejle Smørrebrød. Det lignede stamgæster, der kendte deres vej til smørrebrødet. 

Vejle Smørrebrød har meget salg af takeaway.

Vejle Smørrebrød har meget salg af takeaway.

 

En solid smørrebrødsoplevelse 

Der er ingen tvivl om, at de har en stor kærlighed til det klassiske smørrebrød hos Vejle Smørrebrød. Det var også, hvad vi oplevede. Der var respekt omkring maden, der skulle være frisklavet. 

 

Vejle Smørrebrød leverede en klassisk og traditionsrig smørrebrødsoplevelse med frisklavede stykker, solide råvarer og en venlig betjening. Udvalget i disken var indbydende, og særligt roastbeef-stykket imponerede med velsmag og flot sammensætning. At stykkerne blev lavet på bestilling, var et ekstra plus.

 

Dog var der enkelte skønhedsfejl. Fiskefileten var for kold, og remouladen kunne have vundet ved at være hjemmelavet. Stykket med skinke og spejlæg var lidt rodet sat sammen. Desuden savnede vi muligheden for at nyde en øl til maden ved bordet.

 

Alt i alt er Vejle Smørrebrød et sted, hvor man får ærligt smørrebrød uden unødvendige dikkedarer. Uanset om man tager maden med sig eller spiser den på stedet, kan man se frem til en solid frokost, der balancerer tradition og kvalitet.

 

 

Vejle Smørrebrød er en stor butik med smørrebrød som takeaway i fokus.

Vejle Smørrebrød er en stor butik på Vardevej med smørrebrød som takeaway i fokus.

 

Håndmadder i lange baner hos Vejle Smørrebrød.

Håndmadder i lange baner hos Vejle Smørrebrød.

 

Man kan spise eller vente på maden hos Vejle Smørrebrød.

Man kan spise eller vente på maden hos Vejle Smørrebrød.

 

Vejle Smørrebrød har 11 siddepladser, hvis man ønsker at spise på stedet.

Vejle Smørrebrød har 11 siddepladser, hvis man ønsker at spise på stedet.

 

 

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF:

Restaurant ved åen

Onkel A

 


Vejle Smørrebrød

  Vejle Smørrebrød har siden 1965 serveret klassisk dansk smørrebrød til vejlenserne fra lokalerne på Vardevej. Stedet er kendt for at levere smørrebrød af høj kvalitet, lavet med omhu og respekt for traditionerne. Det er indehaver Theis Jerne, der står bag og Lina Hinrichsen er medejer og har ov…
Senest opdateret: 28/01/2025 10:01