Masaya Restaurant: God hjemmelavet mad, store portioner og værtskab i den bedste klasse
Læs madanmeldelsen
En råkold tirsdag slog vi vejen forbi Masaya Restaurant til anmeldelse af en let frokost. Let frokost, var noget vi troede, men det viste sig, det var en af de store frokoster, vi fik, og til en helt vildt god pris.
Ved ankomsten blev vi mødt af en varm og imødekommende atmosfære, der satte tonen for vores oplevelse. Vores første indtryk af Masaya var en blanding af smilende ansigter og åbne arme. Betjeningen var ikke blot høflig, men også opmærksom og klar til at imødekomme vores behov.
Hvem havde troet, at bag de rødmalede mure i Midtpunkt lå et syrisk spisested med en verden af smagfuld mad og en sjældent set gæstfrihed.
Med et frit valg af pladser, satte vi os ved vinduet og studerede menukortet, som vi straks fik i hånden. Menuen bød på hjemmelavet mad fra Mellemøsten, primært grillretter tilberedt på den store indendørs kulgrill.
Vi bestemte os for en ret med lammespyd og ris og en shawarmaret med kebab og fritter. Det var trods alt en frokost. Til alle hovedretterne serveres et udvalg af dips og tilbehør, herunder hummus, tzatziki, motabbal (libanesisk auberginedip) og en hvidløgsdip samt en del grønt som icebergsalat, en agurk og tomat salat, rødløgssalat og rå rødkål.
God og gratis start
Efter vores bestilling blev en linsesuppe med karry serveret for os. Ikke noget vi havde bestilt, men kvit og frit, for sådan gør man her. God stil – og den smagte godt!
Shawarmaret med masser af kebab
Shawarmaretten blev serveret på to tallerkener. En stor omgang saftige og sprøde kebabstykker på den ene.
På den anden var tilbehør som fritter, salater og dip og til sidst det bløde fladbrød. Flot og indbydende anrettet.
Spyd med mørt lammekød
Lammespyddet var en lækker skildring af mørt kød, der nærmest smeltede i munden. Perfekt grillet, rosa i midten og velsmagende.
Lammekød, som er så mørt, er høj klasse. Det var placeret ovenpå gule og røde ris, og kunne dyppes i de forskellige dips og spises sammen med salaterne.
Det grønne tilbehør var klasse
Men det var ikke kun kødet, der stjal frokosten. Til begge retter blev der serveret et udvalg af dyppelse og tilbehør. Hummussen, med sin cremede konsistens og rig smag af kikærter, var uimodståelig. Tzatzikien tilføjede en friskhed med sin grove tekstur og hint af mynte, mens den perfekt afstemte hvidløgsdressing tilføjede et strejf af krydret varme til retterne. Motabbal var en velsmagende ledsager med sin rige, auberginebaserede smag, der komplimenterede kødet helt perfekt.
Tilbehøret satte virkelig prikken over i’et på måltidet.
Rundede frokosten af med en kop te på huset
Gavmildhed var der nok af, og det husker gæsterne. Restauranten rundede frokosten af med en kop te på huset, hvilket var en dejlig gestus.
- Et værtskab man skal lede længe efter. Imødekommende, behagelig og opmærksom.
- Hjemmelavet god mad. Portionerne var store, og der var stor variation på tallerkenen og flere smage.
- Kebabben var velsmagende, sprød, mør og ikke mindst saftig. Der var rigtig meget af det og mere, end vi kunne spise.
- Lammet var flot rosa grillet og pivmørt.
- Drikkevarerne omfattede ikke-alkoholiske muligheder, så vi snuppede en enkel vand.
- Autentisk mellemøstlig stemning. Indretningen er rustik og hyggelig med rå vægge. De små lamper lyser lokalet op, grønne planter skaber hjemlig hygge, mens det åbne køkken i det første lokale tillader gæsterne at følge med i kokkenes arbejde. Musikken holder også den mellemøstlige stil - dog som baggrundsmusik.
- Value for money. Vi fik meget mad for pengene. Rigtigt meget. Se bare på billederne.
Vi kommer snart igen
Masaya Restaurant bringer en bid af Syrien til Midtpunktet i Vejle med sin varme atmosfære, venlige betjening og autentiske køkken. Restauranten formår at imponere fra det øjeblik gæster træder ind, med smilende ansigter og åbne arme, der skaber en varm og indbydende stemning. Betjeningen er ikke blot høflig, men yderst opmærksom og villig til at imødekomme gæsternes behov.
Restauranten imponerer med gratis linsesuppe som en uventet forret og en afsluttende te, der viser opmærksomhed på detaljer og gæsternes tilfredshed. Maden er af høj kvalitet af både kød og tilbehør, og med portionsstørrelserne er man sikker på at blive mæt.
Samlet set leverer Masaya Restaurant en førsteklasses madoplevelse, når vi taler om syrisk madkultur og gæstfrihed. Vi giver de bedste anbefalinger med herfra – og kommer snart igen.
LÆS OGSÅ
Anmeldelse af Fisk & Frokost i Vejle