Restaurant Panorama – Munkebjerg

Munkebjergvej 125, 7100 Vejle 76 42 85 00

 

Restaurant Panorama er en del af det prestigefyldte Munkebjerg Hotel, der ligger smukt omgivet af skovklædte bakker og med en storslået udsigt over Vejle Fjord. Her finder man en oase af ro og idyl, der er perfekt til både romantiske middage, hygge med familie og venner og festlige sammenkomster.

 

Lige siden starten i 1967 har Munkebjerg Hotel haft eget bageri, konditori, slagteri og røgeri. Det er dermed hjemmelavet mad i højeste kvalitet, du får på Restaurant Panorama, som er en af hotellets i alt tre restauranter.

 

Restaurant Panorama serverer mad fra kl. 11.30 til 20.30. Der er gratis parkeringspladser foran Munkebjerg Hotel. 

 

Frokoster

Menukortet består af et klassisk frokostkort med retter lavet af sæsonens friske råvarer. Her er bl.a. klassisk dansk stjerneskud, pariserbøf, Munkebjerg Bacon Cheese Burger eller smørrebrød. Frokosten serveres i tidsrummet 12 til 17. 

 

A la carte

Det alsidige menukort byder hovedsagelig på moderne bistroretter og nye klassikere. Her er fx dildgravad laks med sennepsdressing og surdejsbrød, flamberet peberbøf med håndskårne pommes frites eller wienerschnitzel af kalveinderlår med ærter, pommes sautées, wienerdreng og smørsauce. Der er også altid lavet en menu, hvor man vælger antal retter, alt efter hvor sulten man er.  

 

Buffet

Har du overnattet på Munkebjerg Hotel, serverer Restaurant Panorama den store morgenbuffet med bl.a.friskbagt morgenbrød, hjemmelavet pålæg og et udvalg af kager og croissanter. I forbindelse med fx en konference er der en stor frokostbuffet. 

 

Smørrebrød om søndagen

Her er der smørrebrød ud over det sædvanlige. De serveres dog kun på udvalgte søndage fra kl. 12.30 til 14.00 og som buffet – spis, hvad I kan! Det er frisksmurte stykker smørrebrød, både kolde og lune. Dyrlægens natmad er med hjemmelavet leverpostej, saltkød og sky, Munkebjergs hjemmerøgede laks med æg, eller mørbrad med champignon a la creme kan være nogle af stykkerne. Kokkens udvalgte er altid værd at holde øje med. Alle stykker er med brød fra eget bageri og pålæg og fisk fra deres eget røgeri og slagteri. 

 

Overdådigt kagebord

Friskbagte boller, årstidens tærter, hjemmebagte kringler, tørkager, lagkager og Munkebjerg Hotels legendariske othellolagkage er nogle af de kager, der er på bordet på udvalgte søndage. 

 

Børnemenuer

På Restaurant Panorama er børn mere end velkomne. For at tilfredsstille børnene er der altid fiskefilet med pommes frites, børnepizza og spaghetti bolognese på menuen. Til dessert er der pandekager med is og syltetøj.

 

Vin og drikke på Restaurant Panorama 

Restaurant Panorama byder på et pænt vinkort, der omfatter et bredt udvalg af vine fra hele verden. Vinkortet er nøje udvalgt for at komplementere maden, og tjenerne kan vejlede dig til den perfekte vin for dig og dit selskab. 

 

Derudover tilbyder baren en række cocktails, drinks, øl fra Munkebjergs Bryghus, og alkoholfrie alternativer samt sodavand og most fra Østergaard Frugtplantage, der kan nydes før eller efter måltidet.

 

Atmosfæren

På Restaurant Panorama ses en blanding af elegance og afslappet charme. Der er dækket op med en klassisk bordopdækning med hvide duge. De store vinduer sørger for en storslået udsigt ud over terrassen, Munkebjerg Skov og Vejle Fjord, der kan være svær at få øjnene fra. 

 

Det imødekommende personale er dedikeret til at sikre, at din frokost eller aften forløber smidigt, og at du føler dig velkommen. Den uforglemmelige udsigt over Vejle Fjord og det omkringliggende landskab bidrager til en rolig, smuk og måske endda romantisk stemning. 

 

Prisniveau

Restaurant Panorama tilbyder et bredt udvalg af prisklasser, så du kan finde noget, der passer til dit budget. Det er hjemmelavet mad af god kvalitet, vi har med at gøre, og pris og kvalitet hænger fint sammen her. Et klassisk stjerneskud til frokost koster fx. 245 kr., en flamberet peberbøf med håndskårne pommes frites og pebersauce om aftenen står til 445 kr., mens en tre retters menu koster 495 kr..

 

Selskaber

Det store, lyse lokaler med den klassiske bordopdækning indbyder til selskaber. De tilbyder skræddersyede løsninger til alt fra bryllup, fødselsdag, konfirmation, brunch, julefrokost, barnedåb, studentergilde og jubilæer til forretningsmøder og firmafester.

 

LÆS OGSÅ:

Restaurant Kellers Park

Brasseriet på Vejle Fjord har ro, velvære og restaurant på samme sted

 

Senest opdateret: 16/04/2024 01:04