På vej mod Nørreskovens fodboldhelte

Nørreskovens helte

 

I vores moderne, specialiserede og højteknologiske tid er det egentligt ganske betryggende og hyggeligt, at naturen også stadigvæk kan bidrage til forståelsen af livsrytmen. Tag f.eks. forårets komme. Vi kan selvfølgelig bare bladre i årskalenderen, men der er da mere schwung i at åbne portene til de store skove og konstatere, at NU er bøgen sprunget ud – det grønnes, det er forår!

 

Bølgen og bøge

Ikke uden grund har vejrfolket på flere TV-stationer i mange år refereret til og bedt om billedmateriale fra den store bøgeskov – Nørreskoven – der stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Lige nord for Vejle by, med det ikoniske boligkompleks ”Bølgen” og lystbådehavnen som nærmeste naboer, knejser de tætte bøgetræer majestætisk på de stejle skrænter ud mod Vejle Fjord.  Det store naturområde indbyder til rolige spadsereture, hvor man kan nyde stilheden og den friske luft, men rummer ligeledes en 30 ha indhegnet stor dyrepark med både sika, dådyr, flagermus og ugler. Det meget kuperede område lægger ligeledes jord til fritidsaktiviteter som mountainbike-ruter, klatrepark, discgolfbane, Gorillapark og siden 1922 det sydjyske fodboldtempel Vejle Stadion.

 

Trekantområdets fodboldflagskib

Hjemstedet for Vejle Boldklub, der oprindeligt blev oprettet som cricketklub i 1891 og åbnede for fodbolden i 1902, lagde i årtier græs til den velkendte, elskede tekniske spillestil, der indtil videre har hjembragt fem mesterskaber og seks pokaltitler. Drengene i rødt og hvidt kunne undertiden spille ren champagnebold, der henrykkede alle på lægterne og var Nørreskovens helte. Klubbens første storhedstid kom i slutningen af 1950’erne og holdt indtil 1980´erne, hvor indførslen af fuldtidsprofessionelle klubber i Danmark blev realiseret. Den udvikling sendte VB lidt til tælling og på lidt usikker kurs. Hvor de fysiske rammer blev moderniseret og bragt op til allerhøjeste niveau med et træningsområde i særklasse og fra 2008 det nye intime fodboldstadion med fire tribuner og uden løbebane, har holdet fristet lidt af en elevatortilværelse mellem superligaen og 1. division.

 

Hall of heroes

Med hensyntagen til devisen ”nogle nævnt, andre glemt” har Vejle Stadion gennem årene lagt græs til Nørreskovens helte som:

Tommy Troelsen

Henning Enoksen

Allan Simonsen

Flemming Serritslev

Karsten Lund

Gert Eg

Ulrik Le Fevre

Johnny Hansen

John Sivebæk

Steen Thychosen

Preben Elkjær

Keld Bordinggaard

Brian Steen Nielsen

Thomas Graversen

 

LÆS OGSÅ

Snup en burger før fodbold

Kiddesvej – Den stejle bakke til PostNord Danmark Rundt