La Nouvelle
Åbningstider
- Åben nu • Lukker kl. 17:00
- Onsdag• 08:00 - 17:00
- Torsdag• 08:00 - 17:00
- Fredag• 08:00 - 17:00
- Lørdag• 08:00 - 15:00
- Søndag• Lukket
- Mandag• 08:00 - 17:00
På et hjørne på Orla Lehmannsgade ligger La Nouvelle. Et ualmindelig hyggeligt konditori og café med en indbydende atmosfære. Når man træder ind ad døren, fanges øjet af de smukke kager og chokolader i den store glasdisk. Hos La Nouvelle er der plads til at nyde både roen og de mange delikatesser, som de tilbyder. Der er åbent mandag til lørdag fra kl. 8. Søndag holder de lukket.
Bag La Nouvelle står Jeanett Ansbjerg, indehaver og chefkonditor, som med sin mangeårige erfaring og passion for faget har skabt et mekka for kage- og chokoladeelskere. Jeanett blev uddannet konditor hos Gert Sørensen i Tivoli i 1993, og hun har siden da finpudset,og udviklet sit håndværk indenfor både dessertkunsten og receptioner. Med over ti års erfaring i hotel- og restaurationsbranchen har Jeanett tilegnet sig en stor viden om desserter og chokolade, ikke mindst efter hun i 2011 blev ambassadør for det anerkendte belgiske chokolademærke Callebaut.
Jeanett er ikke alene om at skabe de delikate kager og chokolade. Bernadett er konditorsvend og en stor del af teamet sammen med Johanne, en dedikeret konditorelev fra Hedensted.
Kager og chokolader
Selv om La Nouvelle mestrer både morgenmad og frokost, er det deres kager og chokolader, der stjæler showet. Hver kage er et kunstværk i sig selv, lavet med omhu og præsenteret med stil. Hos La Nouvelle formår de at skabe smagsoplevelser, der både er delikate og innovative.
Morgenmad og frokost
Udover de udsøgte kager og chokolader, som er La Nouvelles hjerte, tilbyder konditoriet også en række måltider. Morgenplatten starter dagen med fx La Nouvella pisket smør samt græsk yoghurt med vanilje, sæsonens frugt/ bær og deres mysli. Til frokost er der tre former for servering. En med fisk, en med kød og en for vegetarer. Hvad det er afhænger af sæsonen, men altid med deres frokostbrød sammen med pisket smør.
Drikkevarer
Til chokolade, kager eller frokost kan du vælge mellem en række forskellige drikkevarer. Fra friskbrygget kaffe i forskellige varianter til aromatiske teer. Der er også vin, øl og sodavand.
Atmosfæren hos La Nouvelle
Atmosfæren er vigtig for Jeanett som smagsoplevelserne. Med de store vinduer og det åbne lokale er der en lys og behagelig stemning i konditoriet, der er i to planer. Man kan følge med i konditorernes arbejde gennem et vindue. Bordene er uden dug og med et stemningslys. I det store vindue dekorerer Jeanett gerne med diverse kager som frister forbigående. Den professionelle betjening er venlig og imødekommende, og hjælper altid med et smil.
Prisniveau
La Nouvelle er stedet, hvor passionen for kvalitet og kærlighed til konditorfaget mødes. Det er fair priser, når man ser på kvalitet og håndværk.