MeMu Wineshop er en vinbutik og café beliggende på Rådhustorvet.

MeMu Wineshop lukker i Vejle: Sidste åbningsdag er 10. juli

Af Pernille Søborg,

 

Vinflaskerne bliver snart pakket ned på Rådhustorvet. Efter knap halvandet år med vin, kaffe, delikatesser og smagninger lukker MeMu Wineshop, mens indehaver Mette Derdau fortsætter i en ny retning. Det skriver hun på Facebook.

 

MeMu Wineshop på Rådhustorvet 2 i Vejle har meddelt, at fredag den 10. juli 2026 bliver vinbutikkens sidste ordinære åbningsdag.

 

Dermed nærmer afslutningen sig for det intime vinunivers, hvor gæster både har kunnet købe flasker med hjem, slå sig ned med et glas vin og deltage i forskellige smagninger og arrangementer.

 

Der sker noget hos MeMu i Vejle.

 

En ny retning

Bag MeMu Wineshop står sommelier Mette Derdau. Hun har tidligere været medindehaver af den Michelin-belønnede Restaurant MeMu. I opslaget kalder hun tiden med vinbutikken for en lærerig rejse, som nu fører hende i en anden retning. Hun fortæller ikke nærmere om, hvad det næste kapitel kommer til at indeholde.

 

Gavekort skal bruges

Gæster med et gavekort til MeMu Wineshop skal nå at bruge det, inden dørene lukkes. Det bliver ikke muligt at få værdien udbetalt kontant. I forbindelse med afslutningen gives der 10 procent rabat ved køb for mere end 3.000 kr. Medlemmer af MeMus vinklub får 15 procent rabat ved køb af mindst tre flasker.

 

Sidste salg i august

Selvom den sidste ordinære åbningsdag bliver fredag den 10. juli, forsvinder MeMu Wineshop ikke helt med det samme. Der vil være enkelte åbningsdage i begyndelsen af august, hvor de resterende varer bliver sat til salg. Udvalget vil dog være begrænset, og de præcise datoer er endnu ikke offentliggjort.

 

Vin og fællesskab

MeMu Wineshop har været mere end en traditionel vinhandel. Konceptet har samlet vinbutik, café, delikatesser og kaffe under samme tag, mens kalenderen blandt andet har budt på vinsmagninger, kurser, fredagsserveringer og private arrangementer. 

 

Med omkring 15 siddepladser har rammerne været små og personlige, og placeringen direkte ud til Rådhustorvet har gjort vinbutikken til en synlig del af livet i Vejle centrum.

 

MeMu WineSHOP har en god udsigt til Rådhustorvet.

 

LÆS OGSÅ OM
Celt & Viking i Vejle
Vinbaren Vitrum