Farvel til The Last Waterhole: Kendt Vejle-værtshus skifter navn og satser stort på specialøl
Fredag den 31. juli 2026 bliver sidste chance for at besøge The Last Waterhole Vejle i Vesterbrogade under det velkendte navn. Værtshuset i Vesterbrogade står foran et markant nyt kapitel som Vandhullet Tap7100 Vejle, hvor craft beer får en langt større rolle, mens de klassiske værtshusøl bliver på kortet.
Det bliver på flere måder afslutningen på en æra. The Last Waterhole har i mange år været kendt som et klassisk brunt værtshus med kolde øl, spil og en fast skare af gæster. Men når dørene åbner igen efter en kort lukkeperiode, er det med et nyt navn over indgangen.
The Last Waterhole Vejle bliver til Vandhullet Tap7100
Navneskiftet bliver samtidig startskuddet til en ny retning for værtshuset, hvor Jesper, Thomas og resten af holdet vil kombinere den folkelige værtshusstemning med et markant større udvalg af specialøl.
Craft beer rykker ind på Vandhullet
En af de største ændringer bliver øludvalget. Vandhullet Tap7100 vil fremover satse langt mere på craft beer med øl fra eget bryggeri, Bryg365, samt forskellige danske mikrobryggerier.
Ambitionen er, at Vandhullet skal have et af Vejles største udvalg af craft beer på flaske og dåse. Det betyder dog ikke et farvel til de velkendte pilsnere. Carlsberg og Tuborg vil fortsat være en del af sortimentet, så gæsterne både kan gå klassisk til værks og gå på opdagelse blandt specialøllene.
Værtshushistorie på adressen
Selvom navnet bliver nyt, fortsætter der dermed med at være værtshus i lokalerne på Vesterbrogade 47. Faktisk går værtshushistorien på adressen langt tilbage.
Vejle Stadsarkiv har blandt andet et billede fra 1974 af værtshuset Hyggetuen på adressen og oplyser, at stedet senere blev kendt som The Last Waterhole. Nu føjes endnu et navn til historien.
Lukker midlertidigt
Efter fredagens sidste åbningsdag som The Last Waterhole bliver der dog en kort pause, inden Vandhullet Tap7100 kan tage imod gæsterne.
Holdet bag værtshuset oplyser på Facebook, at de mangler at få den sidste bevilling på plads og derfor må holde lukket, indtil papirarbejdet er faldet på plads.Hvor mange dage der går, er endnu ikke klart.
Lukkeperioden skal samtidig bruges til at friske værtshuset op. Der er ikke planer om en stor ombygning fra første dag, men der skal løbende foretages mindre ændringer og forbedringer.
Sidste chance for gamle ølklippekort
I dag fredag den 31. juli bliver også sidste mulighed for at få brugt de eksisterende ølklippekort. I forbindelse med navneskiftet udfases de gamle kort, og når Vandhullet Tap7100 åbner, bliver de erstattet af nye klippekort. Har man stadig klip tilbage, skal de derfor bruges senest fredag.
Med det nye navn ønsker holdet bag at skabe et moderne og folkeligt værtshus, hvor både stamgæsten på jagt efter en pilsner og ølentusiasten på jagt efter nye danske bryg skal kunne finde sig til rette.
Hvornår dørene officielt åbner til Vandhullet Tap7100 Vejle, afhænger nu af, hvornår den sidste bevilling falder på plads.
LÆS OGSÅ
Takeaway i Vejle