Street Food: En tidsrejse til Street´n´greet
Er man frosset fast og havnet i den vildfarelse, at street food er et moderne storby-fænomen, der bare har peaket i de sidste ti år, så må vi lige tilbage til oldtidens grækere, der solgte stegte fisk på gaden og ikke mindst det asiatiske køkken. Her har streetfood i mange årtier været en vigtig komponent af samfundet og madkulturen. Og hvad med vores egne pølsevogne, der i mere end hundrede år er rullet ud i byerne til glæde for de sultne og irritation for bilisterne? Streetfood i renkultur…
Dansk og international
I samme kategori finder vi små mobile food-trucks og køkkener, hvor de sultne hurtigt og bekvemt får adgang til både det traditionelle danske køkken og retter fra faktisk hele verden. Tænk bare på de mexicanske tacos med det krydrede kød, friske grøntsager og spicy salsa, mellemøstlige falafels, østens skønne supper, Sydamerikas empanadas, den tyske klassiker Currywurst, sushi og franske crepes. En broget buket som livet og verdenen omkring os.
Kulinariske kulturtempler
Men indrømmet. Siden 2014 er der i de større danske byer opstået små kulinariske kultur-templer i ofte rå industrielle bygninger i erhvervsområder, hvor maden leverer oplevelsen og nærmest agerer som facilitator for mødet mellem mennesker med helt forskellige udgangspunkter. Det rustikale og uformelle udgangspunkt i variationens navn sammenlignet med ensretningen af mad i de også populære cafeer.
De små moderne kulturhuse hedder bl.a.:
Reffen street food i København
Aarhus Street Food
Storms Pakhus i Odense
Esbjerg Street Food
Friis Streetfood i Aalborg
Paladspassagen Social Dining i Vejle
Familievenlig madglæde
De lidt større street food-adresser tilbyder ofte store rummelige lokaler med familievenligt enkelt interiør, der fremmer muligheden for selv at finde en plads til en omgang skøn delemad, hvor prislejet er lavt til overkommeligt. En skattet og fremtrædende feature er den helt unikke mulighed for at samle en ellers madsplittet gruppe eller familie under ét tag, hvor hver enkelt kan gå til sin favorit, fylde tallerkenen med de gode sager og returnere for at fortsætte de hyggelige timer til i bedste fald gensidig kulinarisk inspiration. Den internationale atmosfære åbner døre til nye vinkler og fælles forståelse. Feed the street…