Rare burgery-4

RARE Burgery åbner i Vejle: Husker du Brōed & Bōef? Nu er de tilbage

Af Pernille Søborg,

En saftig burger med masser af smør, og kartofler, der sad lige i skabet. Da Spiseguiden Vejle besøgte Brōed & Bōef  i 2024, var begejstringen stor. Siden lukkede burgerbaren, men nu vender folkene bag tilbage til Vejle med RARE Burgery. De kendte ansigter er med, og der kan være nye fristelser på vej.

Vi husker stadig burgeren med det lidt spøjse navn Smõrogbōef. En saftig bøf af tykkam, godt med Unika-smør, syltede agurker og rødløg i en blød burgerbolle. Den smagte ganske enkelt fremragende.

Og kartoflerne? Dem var vi næsten lige så begejstrede for.

Det var tilbage i maj 2024, da Spiseguiden Vejle besøgte Bröed & Böf i Vejle Midtpunkt. Vi stillede dengang spørgsmålet, om den lille burgerbar måske lavede byens bedste burgere.

Siden lukkede stedet, men nu er der godt nyt til alle, der savnede burgerne.

Folkene bag vender tilbage til Vejle med RARE Burgery, der efter planen åbner fredag den 30. oktober på Nørregade 2A.

De forlod Vejle, men havde ikke glemt byen

Da Bröed & Böf lukkede i marts 2025, var det ikke et endeligt farvel til Vejle.

Den lille burgerbar var vokset ud af sine lokaler i Vejle Midtpunkt, hvor der blot var ni siddepladser indenfor og 18 udenfor.

Siden har folkene bag ledt efter den helt rigtige adresse til et comeback.

Det fortæller medejer Ahmad Jallouli fra RARE Burgery til Spiseguiden Vejle.

Det har været vigtigt at finde en central placering med god trafik, en passende størrelse og husleje samt mulighed for parkering i nærheden.

Og den kombination mener de nu at have fundet.

Det nye hjem bliver Nørregade 2A, hvor Restaurant Barrio tidligere holdt til.

Inden de første burgere kan langes over disken, skal lokalerne gennem en større renovering, hvor der blandt andet skal etableres et nyt køkken.

Kendte ansigter vender tilbage bag disken

For gæster, der tidligere kom hos Bröed & Böf, bliver det ikke kun burgerkonceptet, der virker bekendt.

Ægteparret Aamza Ayoubi og Elma Avdic vender nemlig også tilbage til Vejle.

De stod tidligere bag disken i Vejle Midtpunkt og skal nu stå for den daglige drift af RARE Burgery.

Dermed bliver det et gensyn med de mennesker, der tidligere tog imod bestillingerne og serverede burgerne.

Bag RARE Burgery står blandt andre medejerne Ahmad Jallouli og Anas Ayoube.

Vi husker især burgeren med smør

Da vi anmeldte Bröed & Böf i maj 2024, var der særligt én burger, der skilte sig ud.

Smõrogbōef var ikke en burger for dem, der tæller kalorier.

Den blev serveret med en tyk bøf af marmoreret tykkam, Unika-smør med Læsø Salt, rødløg og syltede agurker i en økologisk potato buttermilk-bolle.

Det lyder enkelt. Og det var netop pointen.

Smørret kunne smages, kødet var saftigt, og de få ingredienser spillede usædvanligt godt sammen.

Vi kaldte dengang burgeren for en oplevelse i en klasse for sig.

Heller ikke kartoflerne gik ubemærket hen. De blev serveret med skræl, frisk timian og Læsø Salt. Sprøde udenpå og bløde indeni, præcis som vi gerne ville have dem.

Du kan læse vores oprindelige anmeldelse her

Fire burgere. Ikke en hel roman af et menukort

Når RARE Burgery åbner i Vejle, bliver det med samme enkle koncept, som de i dag driver under RARE-navnet.

Menukortet kommer til at bestå af fire burgere, to slags tilbehør samt dyppelse og drikkevarer.

Ikke 20 forskellige burgere eller et hav af retter, der skal vælges imellem.

Filosofien er fortsat at koncentrere sig om et mindre udvalg og lade råvarerne og tilberedningen gøre arbejdet.

Kyllingeburger og noget sødt kan være på vej

Selvom det nye menukort bliver enkelt, betyder det ikke, at RARE Burgery er færdig med at udvikle sig.

Ahmad afslører over for Spiseguiden Vejle, at de arbejder på at tilføje en kyllingeburger.

Og så er der også noget på vej til gæster med en sød tand.

Hvad det præcist bliver, er endnu ikke offentliggjort.

Om de nye fristelser når at blive klar til åbningen i Vejle, kan Ahmad heller ikke love endnu.

Satser på åbning den 30. oktober

RARE Burgery arbejder på at slå dørene op fredag den 30. oktober 2026.

Den endelige information om åbningsdagen og det præcise tidspunkt bliver meldt ud senere.

For vores vedkommende bliver det spændende at se, om burgerne stadig kan leve op til den oplevelse, vi havde i Vejle Midtpunkt i 2024.

For forventningerne er bestemt ikke blevet mindre, siden vi sidst spiste burgere hos Brōed & Bōef i Vejle.