Min Vinbar åbner med 60 vine: Torsdag går det løs
Vinglassene står klar, flaskerne er kommet på plads, og torsdag den 20. august 2026 kl. 16.30 bliver der skænket op for første gang. Hedensted får en helt ny vinbar, og folkene bag Bredal Kro har ikke sparet på ambitionerne.
Hos Min Vinbar på på Østerbrogade 6 kan gæsterne gå på opdagelse i 60 forskellige vine på glas, spise med fra morgen til aften og endda ende med at få deres helt eget vinglas stående klar til næste besøg.
Bag den nye vinbar står Elkær Mathiassen, der også har Bredal Kro. Han har haft et ønske om at skabe noget nyt for lokalsamfundet, og nu er idéen blevet til virkelighed midt i Hedensted. Axel Jørgensen, der er kok og idemand på Bredal Kro har været primus motor og styrmand på projektet, og der er tænkt over hvert eneste detalje.

For Min Vinbar bliver ikke kun et sted, hvor man sætter sig med et glas vin om aftenen. Dagen begynder allerede kl. 7 med friskbagt brød og kager, senere kommer mad, drinks og vin på bordene, og fredag og lørdag fortsætter det helt til kl. 01.
Fra morgenbrød til vinbar
Hver åbningsdag fra kl. 7 til 11 bliver der friskbagt brød og kager fra deres egen bager og konditor, Annette. Dermed kommer der liv i Min Vinbar længe før, man normalt forbinder en vinbar med åbne døre.
Fra kl. 11 fortsætter de som vinbar. Mandag til onsdag er der åbent til kl. 21.30, torsdag til midnat og fredag og lørdag helt til kl. 01. Søndag er der lukket for vinbaren, men brød kan købes frem til kl.11.

Allerede dagen efter den officielle åbning bliver der mulighed for at give den ekstra gas. For fredag den 21. august er der Open by Night i Hedensted, og Min Vinbar holder naturligvis også åbent. Dagen begynder allerede kl. 7 med brød og kager og kan altså fortsætte med mad og vin, når der kommer liv i byen senere på dagen.
60 vine, og alle kan fås på glas
Når det bliver tid til vin, er der nok at gå på opdagelse i. Kortet tæller omkring 60 forskellige vine fra ni lande, og samtlige vine kan bestilles på glas. Udvalget bevæger sig fra New Zealand, Argentina og USA til en række europæiske vinlande, og der er både hvidvin, rødvin, rosé, bobler og portvin. Vinene leveres af Storgaard Vin, og Michael Bak Nielsen fra Storgaard Vin vil også være at finde i baren i den første tid.

Hvad koster det?
Prisniveauet spænder bredt. På kortet findes eksempelvis flere glas hvidvin og rødvin til 70 kr., mens man også kan bevæge sig langt op i vinens verden. På den eksklusive del af hvidvinskortet står blandt andet Meursault 2023 fra Marc Alexandre til 680 kr. glasset og 3.200 kr. flasken. Blandt de røde finder man Pommard 2023 fra Michel Gayot til 445 kr. glasset og 2.100 kr. flasken.
Tanken er netop, at der skal være noget for både gæsten, der vil have et godt glas til en fair pris, og den vininteresserede, der har lyst til at give den gas.
Engelske bobler og vin fra hele verden
En af de mere usædvanlige flasker kommer ikke fra Frankrig, Italien eller Spanien, men fra England. Balfour Blanc de Blancs 2018 fra Balfour Winery er blandt de mousserende vine på kortet og beskrives som elegant og frisk med komplekse bobler. Et glas koster 265 kr., mens flasken står til 1.300 kr..

Vil man hellere smage flere vine, findes Mit Smagsbræt. Her serveres tre nøje udvalgte vine, der følger sæsonen og skal give en lille smagsrejse gennem forskellige druer, stilarter og nuancer.
Det 10. stempel giver dit eget vinglas
Axel Jørgensen står også bag en af de idéer, der skal lokke gæsterne til at gå på opdagelse i vinene igen og igen. Det handler om Vinpasset World Tour, der har fået teksten “Smag dig gennem verdens vine”, og konceptet fungerer med stempler.

Når gæsten når sit 10. glas og dermed sit 10. stempel, venter en ganske særlig belønning: Et personligt vinglas med gæstens navn indgraveret. Glasset kan derefter bruges, når man vender tilbage til Min Vinbar.
Ikke kun vin i glasset
Selvom navnet ikke efterlader meget tvivl om hovedattraktionen, er der også tænkt på dem, der ikke drikker vin. Smagisk leverer blandt andet saft i smagsvarianter som rabarber, hyldeblomst, æble, solbær, hindbær og citron-timian.

Derudover er der klassiske sodavand, kaffe samt alkoholfrie øl og vine. Øllet er lige nu i flaske, men et fadølsanlæg er på vej, lover Elkær Mathiassen.
Drinkskortet byder på seks forskellige drinks. Her har Smagisk også sneget sig ind i flere af glassene. Der er blandt andet Hindbær “Cosmopolitan”, Hyldeblomst “Hugo Sour”, Citron/Timian “Citrus Dream”, Rabarber “Sour”, Gin & Tonic og Mimosa.
Charcuteri, salater og bowls
Man behøver ikke nøjes med det flydende. Madkortet byder blandt andet på charcuteri, salater og bowls. Den lille charcuteri, Den Lille Sult, koster 135 kr. og består blandt andet af gris, vesterhavsost, okse med hvidløg og tomat, ølpølser, gammel knas og Brie de Meaux.

Den Store Sult udvider blandt andet med jalapeños, Comté 18 måneder og oliven fra Santorini. Begge serveres med hjemmebagt brød og hjemmelavet kompot.
Der er også to salater. En med laks og en med gedeost, mens gæsterne selv kan sammensætte en bowl med blandt andet ris eller salat, kylling, laks eller tigerrejer, grønt, dressing og toppings.
Plads til 34 gæster
Indenfor er der plads til 34 siddende gæster. De store vinduer sender masser af dagslys ind i lokalet, hvor sorte borde og stole, både høje og lave, møder en bar i lyst træ. Trælameller, røde mursten og levende lys er med til at give lokalet en varm og uformel karakter. Udenfor er der gjort plads til at slå sig ned i sofaer ved facaden på begge sider af vinbaren.

Lokale kunstnere har fået lov til at sætte deres præg på væggene med malerier, og falder et af værkerne i gæstens smag, er det muligt at købe det. Logoet trækker en tråd tilbage til Bredal Kro. Fem vinglas indgår i Min Vinbars logo og sender tankerne hen på de fem kokkehuer i Bredal Kros logo.

Vinsmagning hver torsdag
Min Vinbar nøjes ikke med den almindelige servering. Der bliver vinsmagning hver torsdag, mens der på længere sigt også arbejdes med livemusik.
Bag baren kommer gæsterne blandt andre til at møde Victoria og Christina, mens Michael Bak Nielsen fra Storgaard Vin er med i den første tid. Første prop trækkes officielt torsdag den 20. august kl. 16.30.

Og Min Vinbar får ikke mange timer til at hvile efter åbningsaftenen. Fredag kl. 7 åbner dørene igen med friskbagt brød og kager, inden Hedensteds Open by Night senere samme dag giver den nye vinbar sin første lange fredag.



