Social Dining åbner endnu et køkken: Nu flytter Meat ind i Paladspassagen
Der dufter igen af nye planer, nye menukort og friske råvarer hos Social Dining i Paladspassagen. Endnu et køkken er klar til at tage imod gæster, og denne gang er det burgere, spareribs, steaks, kyllingesteaks og sprøde tenders, der rykker ind.
Det nye køkken hedder Meat og får placering der, hvor det spanske køkken Bocado Tapas tidligere lå. Med åbningen er næsten alle køkkener hos Social Dining igen fyldt ud, og det glæder ejer Rie Lundgren.
“Det betyder rigtig meget for mig, at vi igen får liv i køkkenerne og kan tilbyde gæsterne endnu flere valgmuligheder. Meat er et køkken, hvor der er fokus på gode råvarer, hjemmelavet mad og en lidt mere personlig restaurantoplevelse midt i Social Dining,” siger Rie Lundgren.
Kød, kartofler og sprøde detaljer
Hos Meat er menuen bygget op omkring klassiske favoritter, der skal ramme bredt. Her kan gæsterne vælge mellem burgere, spareribs, steak, kyllingesteak og tenders.
Alt bliver lavet fra bunden, og tilbehøret følger sæsonen med dagens kartoffel og grøntsager. En af de små detaljer findes i de sprøde tenders, hvor cornflakes er med til at give paneringen både knas og en let sødme.
En lille restaurant i restauranten
Meat bliver ikke kun endnu et køkken i rækken. Det får sin egen stemning. Gæsterne kan tage plads inde hos Meat, hvor der kun er et begrænset antal pladser, eller sætte sig i fællesområdet hos Social Dining.
Inde hos Meat er oplevelsen mere personlig, fordi bestillingerne bliver taget ved bordene, og servicen minder om den, man kender fra en traditionel restaurant.
“Vi vil gerne skabe et køkken, hvor gæsterne føler sig forkælet. Man skal kunne sidde tæt på køkkenet, mærke stemningen og få den der særlige oplevelse af, at der bliver taget hånd om en,” siger Rie Lundgren.
Et nyt kapitel for Social Dining
Åbningen af Meat er en del af en større udvikling hos Social Dining. Den 26. marts stiftede Rie Lundgren selskabet SD Kitchens ApS, og siden er flere køkkener åbnet under hendes ejerskab. Først kom Lalas Soul Food og Mi Piace, derefter Sakura, og nu følger Meat.
Social Dining har nu otte spisesteder under samme tag, og med de nye køkkener begynder huset igen at ligne den mangfoldige madadresse, som mange vejlenserne kender.
“Det har været vigtigt for mig at få køkkener ind, der hver især kan noget forskelligt. Gæsterne skal kunne komme som familie, par eller venner og finde noget, alle har lyst til. Det er hele styrken ved Social Dining,” siger Rie Lundgren.
Med Meat får Social Dining endnu et køkken med tydelig profil. Et køkken til dem, der har lyst til bøf, burger eller ribs, men stadig gerne vil have den fleksibilitet og fælles stemning, som kendetegner Paladspassagens madunivers.


