Fantastisk natur omgiver Hotel Vejlefjord og Brasseriet.

Den jyske højderyg

 

Mennesket har i mange henseender indtaget en særlig position på vores klode, der udmønter sig i flere forskellige retninger og fortegn. Tankevirksomhed, kreativitet og fordybelse sender mennesker i såvel lykkerus som dyb fortvivlelse. Anderledes simpelt og overskueligt forholder det i generelle termer sig for de øvrige levevæsener og naturen generelt. Her drejer eksistensen om ren overlevelse, næringssøgning og artens fortsatte beståen. Det sidste kan mennesket jo desværre ikke hævde sig ubetinget optaget af… Derimod bliver mange mennesker fascineret og nærmest tryllebundet af de enkle rammer, forståelse og overskueligheden. Som et messende mantra opnås konsensus om, at ”I naturen giver alt mening”! Et lysende eksempel på denne tese er den jyske højderyg, der strækker sig helt fra Frederikshavn i nord til Padborg ved den dansk-tyske grænse.

 

Vandveje

Det forhøjede og bakkede landskab blev dannet af istidens hærgen og enorme påvirkning af jord og landskabets udformning. Højderyggen markerer således vandskellet mellem vest og øst, hvor bække og åer ledes hhv. ud mod Vesterhavet og Kattegat/Østersøen. Både såvel Skjern Å som Gudenåens kildeudspring ligger f.eks. på den jyske højderyg. Ferskvandstilførslen kommer bl.a. de mange østjyske fjorde til gode og spreder fremragende livsbetingelser. Den kaldes også i al ubeskedenhed ”Danmarks Tag” med over 100 m. og adskillige bakketoppe. Turister vil nok fornemme, det er et noget fladt tag, men skidt pyt…

 

500 km. på ulige vej

Vandskellet har også skabt grundlaget for ”de tørre fødders vej”, bedre kendt som Hærvejen. Siden Middelalderen har vejen været kendt som folkevejen, pilgrimsvejen, handels-, transport- og Studevejen. I det seneste århundrede dog også meget populær blandt vandrere og motionscyklister. Hærvejen er ikke en enkelt fastlagt rute, men et net af større stier anlagt efter behov som hovedfærdselsåre med den klare målsætning om ikke at måtte spærres og give mulighed for at komme hurtigt og sikkert frem. Vejens 500 km. fører forbi historiske knudepunkter i Viborg og Jelling, men drejer man fra undervejs på ruten åbner en pittoresk natur sine porte til frodige skove, grønne bakker og maleriske søer ved bl.a. Silkeborg/Ry, hvor Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj troner i landskabet.

 

Når trådene samles

Den jyske højderyg skaber bakkede frodige områder, og symbiosen med vandskellet kommer flot til udtryk i f.eks. Vejle, hvor den glimtende fjord stråler op mod de stejle skrænter og kuperede grønne arealer med store bøgeskove.

 

A match made in heaven… 

 

LÆS OGSÅ

Dansk vin

Den historiske by Jelling

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget