Pincho Nation i Vejle.

Stor interesse for Pincho Nation, der nu slår dørene op i Vejle

Af Pernille Søborg,

 

Fredag den 13. juni åbner den svenske restaurantkæde Pincho Nation i Vejle. Den nye restaurant får adresse på den tidligere posthusgrund på Gammelhavn. Restauranten har plads til 180 gæster.

 

Over 2.000 har skrevet sig op

Interessen har været stor op til åbningen, hvor mere end 2.000 personer har skrevet sig op på en VIP-liste for at få tidlig adgang til bordbestilling. Allerede inden den officielle åbning er samtlige pladser på premieredagen booket, og der er oprettet venteliste, skriver Vejle Amts Folkeblad her.

 

Soft opening 

Dagene op til åbningen bruges på forberedelser og testserveringer i form af en såkaldt soft opening, hvor personale og køkken får mulighed for at øve sig, inden gæsterne for alvor strømmer til.

 

Bestil via app

Konceptet hos Pincho Nation er bygget op omkring småretter i tapas-stil, farverige cocktails og mocktails, som både bestilles og betales via restaurantens app. Retterne koster mellem 19 og 59 kroner stykket.

 

Pincho Nation vokser i Danmark

Kæden har svenske rødder og åbnede sin første danske restaurant i 2018. Udover den nye restaurant i Vejle har Pincho Nation afdelinger i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Herning. Flere nye restauranter er på vej i blandt andet Hillerød og Esbjerg.

 

 

LÆS OGSÅ

1401 – Tapas & Burgers der ligger på Rådhustorvet

Restaurant The Grill der har plads til selskaber