En skål af velvære: The Buddha Bowl Project serverer hurtig frokost i afslappet miljø
Læs madanmeldelsen
The Buddha Bowl Project på Dæmningen i Vejle leverer sund mad på tallerkenen, eller rettere sagt i skålen. Stedet kombinerer et afslappet miljø med nærende, farverige retter og en imødekommende betjening, som får dig til at føle dig godt tilpas.
Vi lagde vejen forbi til frokost for at teste både deres bowls og pita samt en friskpresset juice.
Velkommen med et smil
Selvom der er selvbetjening, bliver du ikke overladt helt til dig selv. Vi valgte den personlige betjening og gik til disken, hvor en smilende ung pige tog imod vores bestilling. Hun sendte os afsted med et venligt “Jeg kommer ned til bordet med maden til jer.” Den personlige service gav en god start på besøget.
Overskuelig menu og let bestilling.
Stemning og servering
Vi fandt selv et bord. Der var frit valg. Vi bemærkede hurtigt den uformelle stemning. Bestikket stod i krukker på bordene sammen med et lille kunstigt lys. Den rolige musik var stemningsskabende og akustikken god, så man kunne tale ved bordene uden at blive forstyrret. Maden blev serveret i farverige keramikskåle, der matchede maden, og servietterne kunne hentes ved disken.
De store vinduer ud til gaden gav en god udsigt og lys i caféen.
Bowl med chipotle marineret kylling
Vi gik efter deres mest populære bowl, der var chipotle marineret kylling sammen med bulgur, gulerødder, edamame bønner, syltet rødløg og avocado. Toppet med forårsløg og sesamfrø. Dressingen var Goma og chilimayo.
En visuel flot bowl med farverigt og frisk grønt.
Nederst i bowlen var kulhydraterne i form af bulgur. Kyllingen var lidt tør, desværre. I samspil med de andre friske råvarer havde den god balance. Dressingen var et højdepunkt. Den var syrlig og frisk. De syrlige rødløg gav et godt bidrag til smagen, selvom de ikke var hjemmelavede. Går man op i kalorier, har de kalorieberegninger på retterne. Bowlen her landede på 416 kalorier.
Pita med marineret oksekød og chilimayo
En stor oksepita. Den var med edamame bønner, syltede rødløg, rød spidskål og gulerod. Toppet med forårsløg og sesamfrø samt chilimayo. Kødet var mørt, og pitaen godt sammensat. Pitabrødet var fra grossisten, Hørkram. Ikke hjemmelavet, men det til trods var det stadig en solid base, der holdt fyldet på plads uden at blive våd eller rive i ganen. Chilimayoen leverede en god varme uden at overdøve de andre smage.
En godt fyldt pita, der havde 336 kalorier.
Friskpresset juice: Energizer
En friskpresset juice med æble, rødbede, ingefær og limejuice. Den var frisk og økologisk, men kunne godt have haft lidt mere syrlighed. Granatæblekernenes overraskende tilstedeværelse gjorde noget godt for smagen, men de satte sig i sugerøret, så det droppede vi til sidst.
Til at drikke valgte vi Energizer fyldt til kanten.
- Buddha Bowl Project er kendt for sine friske Buddha Bowls, hvor grøntsager, korn og proteiner mødes i en farverig bowl, alt sammen med en sølvmærkning for økologi, som betyder, at mindst 60% af råvarerne er økologiske.
- Et spisested, hvor sundhed får god smag.
- Pitabrødet var ikke hjemmelavet, men stadig funktionelt og velsmagende.
- Gode hjemmelavede dressinger og nogle marinader.
- Granatæblekerner satte sig i sugerøret, hvilket skabte irritation.
- Der var behagelig musik i baggrunden og en akustik, der gjorde det muligt at føre samtaler uden forstyrrelse.
- Afslappet atmosfære med uformel stemning, hvor der er smilende og imødekommende betjening.
- Velsmagende pita med mørt oksekød og lettere spicy chilimayo.
- Kyllingen i bowlen var for tør, men blev reddet af dressingen og de friske råvarer.
- Næringsberegninger på retterne (for dem, der går op i kalorier).
En sund og solid frokostoplevelse
The Buddha Bowl Project i Vejle leverede sund og velsmagende mad i en afslappet atmosfære. De visuelt smukke retter var godt sammensat og mættede uden at føles tunge. Der var tydeligt fokus på friske råvarer og velafbalancerede smagskombinationer, selvom enkelte råvarer kunne have været bedre såsom den lidt tørre kylling og det ikke-hjemmelavede pitabrød. Betjeningen var imødekommende, og der var styr på detaljerne. Alt i alt er det et solidt valg for en sund og hurtig frokost til en relativ fair pris.