Kokken´s Pølsevogn ved åen på Søndergade

 

I 2014 åbnede Jess Halling Kokken´s Pølsevogn – og der er to af dem i Vejle. En ved havnen og en ved åen. En traditionel dansk pølsevogn i Vejle kalder de sig. Vi er dog ikke helt enige, for hos Kokken´s Pølsevogn har de fokus på kvalitet, udvikling og smag, modsat mange pølsevogne, der er underlagt specielle aftaler med brød og pølser fra storindustrien. Så respekt for det!

 

Pølserne er særligt fremstillet til Kokken´s pølsevogn

Pølserne her er særligt fremstillet af Holmegaards Deli i samarbejde med Jess Halling. De udvikler løbende nye varianter. Den lokale bager klarer brødet, der er friskbagt hver morgen.

 

To pølsevogne på en dag

Vi besøgte begge pølsevogne – på samme dag. Først den på Søndergade ved åen og derefter den på Dyrskuevej ved Havnen. Årsagen dertil var, at bøfsandwichen var udsolgt i den første pølsevogn. Det sker jævnligt, den er det – men vi kom også en time før lukketid. 

 

Kokken´s Pølsevogn på Havnen i Vejle

Kokken´s Pølsevogn på Dyrskuevej.

 

Bestillingen af maden på Søndergade blev hurtigt klaret, og snart efter var maden klar. Vi placerede os ved et af højbordene med udsigt til åen. 

Udsigt til åen i Vejle fra Kokken´s Pølsevogn

 

 

Hotdog med ramsløg

I en pølsevogn skal man selvfølgelig prøve en hotdog. Vi valgte pølsen med ramsløg, enebær og allehånde. 

 

Hotdog med ramsløgspølse hos Kokken´s Pølsevogn

Suveræn god pølse og fedt med en variant af pølse modsat andre pølsevogne. Brødet kom fra en bager, men ellers var alt andet hjemmelavet. Remouladen er lavet specielt til Kokken´s Pølsevogn og gjorde det godt. Pølsen var hjemmelavet og krydret med ramsløg. En hotdog i topklassen. Den er stærkt vanedannende. 

 

Hjemmelavede dressinger hos Kokken´s Pølsevogn

 

Ribbensteg i topklasse

Ribbenstegen er økologisk og kommer fra Poppelgrisen, som er kendt for dyrevelværd og høj kvalitet. Den var langtidsstegt ved svag varme, så den gode smag blev bevaret. Ribbenstegen kom i tre størrelser. Vi valgte den almindelige, og den var stor.

 

Ribbensandwich hos Kokken´s Pølsevogn i Vejle

Ribbenstegen havde godt med kød i, og det var mørt som smør, saftigt og virkelig velsmagende. Sværene var i små mundrette stykker, og de var sprøde og salte med stor smag. Rødkål og de syltede agurker var hjemmelavede og havde god syrlighed. En helt igennem god og velsmagende ribbenssandwich.

 

Fantastisk bøfsandwich, men svær at spise

Heldigvis var der ikke udsolgt af bøfsandwich i afdelingen ved havnen. Den kom i en størrelse – og det var størrelse “stor”. Den blev serveret håndholdt og med gaffel. Noget af en overraskelse. Hvordan skulle man gribe den an? Den var for stor til at bide over, og gaflen fungerede ikke til bøffen. Det blev en noget udfordrende oplevelse med brun sauce, bøf, syltede agurk og ristede løg væltende ud over hånden. 

 

Håndholdt bøfsandwich hos Kokken´s Pølsevogn i Vejle

Vildt ærgerligt, at den var så svær at spise, da smagen var intet mindre end perfekt. Den brune sauce baseret på kraftben var i en klasse for sig. Klassisk kogt ind med gulerødder, løg og porre og med fløde. Måske en af de mest velsmagende bøfsandwich vi har smagt, men næsten umulig at spise. 

 

Cocio og sodavand

Til en hotdog hører sig en Cocio, og det har de naturligvis her – i to størrelser. Derudover fik vi sodavand fra Frem. En med appelsin og en med passion samt en vand. 

 

Kommer der ikke for hyggens skyld

Det er jo en pølsevogn eller foodtruck vi har med at gøre. Rundt om er der opstillet høje borde, hvor man stående kan spise maden. Der er ikke gjort noget særligt for hyggen, men der er tænkt praktisk og en uformel stemning hersker. Sådan skal de også være. Vi er tæt på den oprindelige tanke med de danske pølsevogne.

 

Kokken´s Pølsevogn ved åen i Vejle

Vores vurdering
  • Veltilberedt og hjemmelavet mad. Bøffen i bøfsandwichen var tyk, saftig og velsmagende. Den brune sauce var hjemmelavet og kogt ind i længere tid, hvilket i den grad kunne smages.
  • Ribbenstegen var mør som smør, saftig og med god smag. Men også ros til de sprøde mundrette svær.
  • Udsolgt af bøfsandwich - det skal dog siges, at der kun laves et vist antal hver dag, så de undgår madspild. Det er jo en god ide. Men trist for gæster med trang til bøfsandwich inden lukketid.
  • Respekt for et anderledes udvalg af pølser, og de smager tilmed godt.
  • Bøfsandwichen var for svær at spise i deres håndholdte variation. Det bør de gøre noget ved, da den smager fremragende, og stort set alle de kunder, vi har snakket med var enige i, at den var for bøvlet at spise. Se bare vores billeder.
  • Dressinger, der er lavet specielt til Kokken´s Pølsevogn. De gjorde et godt indtryk.
  • Fokus på kvalitet og lokale råvarer tæller klart op.
  • Der er ingen siddepladser. Sådan er det tit ved pølsevogne, men en bænk ville være fint, når bøfsandwich eller ribbensandwich skal spises, men sådan er det. Bare man ved det, så går det fint.
  • Betjeningen var venlig og smilende, og der blev undskyldt og forklaret i forhold til den manglende bøfsandwich.
  • Hos Kokken´s Pølsevogn holder de fast ved traditionerne, men fornyr sig i stor stil på kvaliteten.

 

En af Jyllands bedste pølsevogne

Kokken’s Pølsevogn adskiller sig fra de traditionelle pølsevogne med deres fokus på kvalitet og smag og er dermed noget ud over det sædvanlige. Den hjemmelavede mad imponerer med økologiske råvarer og en saftig og sprød tekstur. Samlet set er Kokken’s Pølsevogn et besøg værd for dem, der værdsætter kvalitet og smag. Det er ganske enkelt en af de bedste pølsevogne i Jylland, vi har med at gøre.

 

Kokken´s Pølsevogn i Vejle

 

Foto fra Kokken´s Pølsevogn

 

Inde i Kokken´s Pølsevogn

 

LÆS OGSÅ

Anmeldelse af Pitato Potato

Anmeldelse af Yazzy’s Pita i Paladspassagen

 


Kokken’s Pølsevogn i Søndergade

En af Kokken's to pølsevogne ligger ved åen på Søndergade. Et stenkast fra den travle gågade og det livlige handelsmiljø. Hos Kokken’s Pølsevogn i Søndergade er fokus primært på smag og kvalitet samt de økologiske råvarer, der stammer fra lokale leverandører som Hestbjerg Økologi og Holmegaards Deli…
Senest opdateret: 17/07/2024 09:07