Madanmeldelse af Döner Treff: Frokosttilbuddet lokkede, og döneren leverede
Læs madanmeldelsen

En hurtig frokost i Vejle bliver mere og mere populært. Takeaway-stederne frister med skarpe frokosttilbud og billig og hurtig mad til at tage med uden at sprænge 100-kronersgrænsen.
Hos Döner Treff i Vestergade blev vi mødt af et skilt med frokosttilbud, to glødende spyd og en disk fyldt med frisk grønt.

Gode frokosttilbud hos Döner Treff.
“Byens bedste chilisauce,” lød det selvsikkert fra ejeren, endda med pengene-tilbage-garanti. Den udfordring måtte vi tage op og bestilte en döner med kylling og kebab, en durum med hjemmelavede falafler og vand.

Spyddene er klar til servering.
Saftigt og skarpt krydret
Vi fulgte husets anbefaling og valgte en döner med mix af kebab og kylling. Det viste sig at være et godt valg. Kødet var bemærkelsesværdigt saftigt og mørt samt velsmagende. Det tyrkiske brød var sprødt, let og ikke for tykt, så fyldet fik lov at spille førsteviolin.

En god döner med masser af smag til prisen.
Dressingerne var hjemmelavede og bestod af chili, chilimayo og hvidløg. De var velsmagende, og grøntsagerne kom direkte fra disken og var friske, sprøde og generøse i mængden. Chilien leverede et tydeligt bid, der fik sveden frem på panden og smagen til at hænge behageligt ved uden at overdøve resten. Om det er byens bedste, må smagsløgene strides om, men det er i hvert fald en chilisauce med format.
Hjemmelavet, men ikke på dagen
Durum med falafel bestilte vi på grund af de hjemmelavede falafler. Desværre var de denne dag taget op af fryseren og ikke friske. Resultatet var et meget sprødt ydre, men desværre alt for tørt indre. Brødet landede i den kedelige ende og var tilmed lidt koldt, hvilket ikke hjalp helhedsoplevelsen. Grøntsagerne var igen friske og sprøde, men samlet blev det ikke en vinder.

Falaflerne var for tørre i denne durum.
Begrænset udvalg af drikkevarer
Udvalget var, som så mange andre takeawaysteder, yderst begrænset. Her var dåser med Coca-Cola, Pepsi, Faxe Kondi, Fanta samt vand. Praktisk, men anonymt. Vi gik med vand. Det fungerede til en hurtig omgang mad, men løftede ikke oplevelsen. Sådan er det!
Enkel ramme og engelsktalende betjening
Döner Treff er først og fremmest en takeaway. Udefra skinner det grønne skilt op. Frokosttilbuddet trækker folk til. Der var en stabil strøm af gæster, og flere satte sig ved et af de tre borde indenfor eller udenfor i det gode vejr. Indenfor var der ikke gjort meget ud af indretningen. Servietter var der ingen af. Her var der køkkenrulle. Et glas til drikkevarer, kunne man heller ikke få. Pyt med det. Det var ikke, hvad der var fokus på.

Der er få siddepladser.
Betjeningen var venlig og imødekommende fra første øjeblik. Han talte kun engelsk, men var klar på at vejlede og havde et godt humør og et glimt i øjet.

Venlig betjening, der tog sig tid til gæsterne.
- Et godt frokosttilbud. Regningen lød på 118 kr. for frokosttilbuddet og to vand. Der var meget mad for få penge.
- Döneren er en anbefaling værd til prisen. Særligt brødet smagte godt. Mix af kebab og kylling var vellykket, og kødet var saftigt og mørt
- De hjemmelavede dressinger (chili, chilimayo, hvidløg) smagte godt og spillede fint sammen. Chilien gav tydeligt bid og blev hængende uden at overdøve. Grøntsagerne fra disken var friske og sprøde.
- Venlig, imødekommende betjening med overskud.
- Primært takeaway med tre indendørs borde og mulighed for at sidde ude. Det er funktionelt frem for hyggeligt.
- Betjeningen var denne dag engelsktalende. Det er fint for de fleste, men kan være en barriere for enkelte. Et par damer kom ind og havde svært ved det engelske, hvilket skabte udfordringer.
- Durummen skuffede. Falaflerne var hjemmelavede, men fra frost. De var alt for tørre. Brødet var kedeligt og koldt. Når “hjemmelavet” ikke nødvendigvis er lavet samme dag, risikerer man svingende niveau.
- Et meget smalt udvalg af drikkevarer, der ikke løfter oplevelsen.
- Køkkenrulle som servietter og ingen glas til drikkevarer trækker helhedsindtrykket ned.
Et godt frokosttilbud
Döner Treff leverede en god frokost til prisen på den klassiske döner med sprødt brød, saftigt kød, friske grøntsager og en chili, der både stak og smagte. Durummen med falafel ramte ikke dagen og bliver stående som det svage led. Kom til Döner Treff for döneren (gerne med mix) og den skarpe chili. Det er her, de viser, hvorfor skiltet udenfor faktisk er værd at følge.

Salaten er frisksnittet og flere dressinger hjemmelavet.

Tørre falafler i en lidt kedelig durum.
LÆS OGSÅ