Mikrobryggerierne vinder frem i Danmark

Øl og mikrobryggerier: Lige til øllet

 

Hvis antropologer skulle søsætte en bred analyse af den danske folkesjæl og sammenhængskraft, så ville ordet og begrebet øl have en ikke ubetydelig placering i den afhandling. Vi ser på øl og mikrobryggerier her.

 

Allerede i middelalderen blev naturens produkter med gode vækstbetingelser i Dannevang som byg, hvede og rug gennem processer med opblødning, spiring og tørring omformet til den malt, som f.eks. i forbindelse med gær giver sukker og alkohol, farve, smag og krop til den flydende eliksir. Tilgængeligt vand og korndyrkning på markerne, det er – også – Danmark!

 

Samfundets bindemiddel

Indtagelse af øl havde på det tidspunkt flere forskellige funktioner og sidegevinster. De hygiejniske forhold garanterede ikke altid rent drikkevand, øl gav også et pænt tilskud af kalorier og næringsstoffer. Den gode energikilde blev ligeledes en katalysator for sociale sammenkomster, religiøse ritualer og handelsaftaler som betalingsmiddel og af økonomisk værdi. 

 

Med Europas udvikling til velstående samfund og forbedringer af levevilkårene blev ølbrygning i stadig højere grad koblet til nydelsesindustrien og vores velkendte hygge. En lille revolution kom fra Tjekkiet i Mellemeuropa, der lancerede pilsneren i midten af det 19. århundrede fra byen Plzen (Pilsen). Den lyse farve, det klare udseende og lette sprøde smag begejstrede og inspirerede bryggerier verden over. 

 

Tænk bare på:

  •       Urquell (verdens første pilsner)
  •       Heineken
  •       Budweiser
  •       Stella Artois
  •       Carlsberg

 

Mikromagisk

Disse verdenskendte brands fik med tiden konkurrence og eksistentielle udfordringer af livets vand, de ædle druer, vino fino, om de moderne forbrugeres gunst og foretrukne nydelsesmiddel. I takt med den øgede turisme af kør selv-ferier og charter til Sydeuropa, åbnedes øjnene, påskønnedes kvalitet og viden om rød, hvid og rosé. Som konsekvens tabte øl terræn og blegnede i lyset af den fascination og efterspurgte lægmandsviden med vinen i centrum. 

 

Vinen var hip, øllen gammelmands tip! 

MEN, så skete der noget… Med det nye årtusinde startede en helt ny bølge og trend, hvor mikrobryggerier med specialøl nærmest revolutionerede øl-markedet. Differentierede smagsprofiler, bryggemetoder og ingredienser som frugt, krydderier og malttyper skabte interesse og hype om den håndbryggede øl med kvalitet, variation, lokale råvarer og bæredygtighed. Det gav straks forbindelse til et yngre eksperimenterende publikum, når passionerede bryggere med hang til eksperimenter som f.eks. på Mikkeller og Amager Bryghus skaber unikke smagsoplevelser. 

 

Mikrobryggerierne kan helt i tidsånden arbejde med lav volumen, hurtig udskiftning af repertoire og separat satsning på specialøl. Ofte udgør de særligt i mindre byer og ø-samfund en kulturel institution, hvor man mødes, og forbindelser gødes.

 

Alligevel synes der måske at være behov for en ”Version 2.0”, for i 2023 noterede man den første tilbagegang siden start for de nu mere end 250 mikrobryggerier i Danmark. 

 

Hør, hvem sagde ”circle of life”?

 

LÆS OGSÅ:

Kender du Great Dane Invest?