Af Pernille Søborg,

 

Oasia i Torvehallerne

 

I de seneste år har japansk madkultur vundet større indpas i Danmark, og Vejle er ingen undtagelse. Mens man tidligere måtte nøjes med halvtamt industrisushi fra supermarkedernes kølediske, har et voksende antal dedikerede restauranter nu gjort autentiske smagsoplevelser tilgængelige.

 

I den kategori finder man Oasia Sushi & Wok. På Kirketorvet i Vejle ligger den rummelige restaurant med plads til både selskaber og intime middage, uanset om man foretrækker solens stråler på terrassen eller den hyggelige stemning indenfor.

Der er en god atmosfære hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Rummelig restaurant og god stemning.

 

Vi besøgte restauranten en onsdag aften og blev mødt af en betjening, der straks fandt os et bord og præsenterede konceptet. 

 

Et ad libitum-koncept 

Det store hit hos Oasia Sushi & Woks er deres sushi ad libitum. Det valgte vi at gå med. Bestillingssedlen på bordet inviterede til at krydse af efter behov. Man kan selv vælge sin sushi eller overlade kompositionen til kokken. Sidstnævnte viste sig at være et klogt valg, der åbnede døren til køkkenets repertoire, og de demonstrerede deres evne til at variere og tilpasse.

Hos Oasia Sushi & Wok krydser man af hvad man ønsker ad libitum.

Sedlen til sushi og snacks ad libitum, hvor man krydser det ønskede mad af.

 

 

Forretter med og uden kød

Inden sushien blev serveret, udforskede vi et udvalg af forretter også ad libitum. Tempura ebi med chilimayo og chicken sticks med teriyaki og sesam imponerede begge med mørhed og smag. De friterede blomkål (der rent faktisk var broccoli) var sprøde og fungerede godt som et grønt indslag. 

Oasia Sushi & Wok har forretter ad libitum.

Tempura ebi med chilimayo og friterede blomkål.

 

Kyllingesticks hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Møre og velkrydrede kyllingesticks 

 

Wakame-tangsalat

Den fremstod frisk og velafstemt, mens edamame-bønnerne desværre manglede saftighed og karakter.

Tangsalat hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Flot tangsalat.

 

God gyoza

Særligt den velsmagende gyoza med kylling og chilimayo fortjente ros. Den stærke og karakterfulde dip kickstartede smagsløgene.

Gyoza hos Oasia Sushi & Wok i Torvehallerne i Vejle.

Gyoza med spicy chilimayo.

 

Sushi med omtanke

Udvalget af sushi var pænt stort. Vi prøvede forskellige nigiri med laks, tun og rejer. De havde god smag og var frisklavede. 

Nigiri hos Oasia Sushi & WoOasia Sushi & Wok i Torvehallerne i Vejle.

Flot og farverig nigiri.

 

Derudover valgte vi ruller med tempurarejer, mango, avocado samt tun i både kaburimaki- og uramakiruller, alle i mundrette størrelser med veltempererede ris. Sushirullerne stod tæt på tallerkenen, men det var fyldet indeni, der imponerede. 

 

Husets signaturret, Oasia Supreme

Det var et højdepunkt. En gennemtænkt rulle med sprøde tempurarejer og friske grøntsager indeni, omhyggeligt pakket og kronet med skiver af marineret tun. Kombinationen af de sprøde rejer, de bløde ris og den møre tun skabte en god teksturkontrast. En velkomponeret sushi, hvor hvert element bidrog til helheden.

Sushi ad libitum hos Oasia Sushi & Wok.

Oasia Supreme er deres signatur.

 

Risene betyder alt – næsten

Risene fortjener anerkendelse. Hos Oasia har man forstået, at sushiris skal besidde karakter uden at dominere. De var meget let syrlige, faste og med fint bid uden at klistre eller klumpe. Balancen tillod råvarerne at få plads. Fisk, skaldyr og grøntsager trådte frem uden at drukne i ris. Der var ikke overforbrug af ris, som nogle har for vane. Tak for det!

 

Vælg øl og sake til sushi

Vin er svær til sushi, og det lykkes sjældent ret godt. Vi valgte derfor japansk Sapporo-øl og sake. Sapporo er en gylden lys pilsner, med en mild naturlig smag, der komplementerede sushiens lette karakter.

Asiatisk øl passer godt til sushi.

Japansk øl passer fint til sushi.

 

Saken blev serveret køligt og var en elegant ledsager med sødme og umami-noter.

Sake hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Sake bør prøves, når man får sushi.

 

Indbydende atmosfære

Der var en god stemning hos Oasia. Indretningen balancerede det elegante og det afslappede. Her var solide borde uden duge, bambusbeklædte søjler og grønne planter, der skabte liv, mens diskret lounge-musik lød i baggrunden. Akustikken tillod samtale uden anstrengelse, og den generelle stemning inviterede til hygge.

Hyggeligt hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Stilfuld og hyggelig restaurant.

 

Vores vurdering
  • Sushien var frisklavet og velsmagende, havde stuetemperatur og gode ris.
  • 239 kr. for sushi ad libitum en onsdag aften er value for money. Særligt når sushien er så god, som den er her. Fredag til søndag er prisen 259 kr.. Det er stadig en god pris.
  • Velfungerende ad libitum-koncept uden madspild. Oasia har en klar madspildspolitik, hvor man opfordres til ikke at levne, og det giver god mening.
  • Betjeningen stod stærkt med unge, jordnære tjenere med fin viden om konceptet.
  • Hver eneste servering blev tilberedt på bestilling og serveret direkte ved bordet.
  • God akustik og behagelig stemning
  • Sake-udvalget kunne være mere omfattende, og en større viden om sake fra betjeningen var at foretrække.
  • Forveksling mellem blomkål og broccoli i menuen.

 

Noget for pengene hos Oasia Sushi & Wok 

Oasia Sushi & Wok i Vejle leverede en helstøbt oplevelse, hvor man fik meget for pengene både i smag og stemning. Konceptet med ad libitum sushi fungerede godt og er ikke mindst bæredygtigt. Det var tydeligt, at køkkenet både havde kreativitet og faglighed i orden. 

 

Oasia har skabt sin egen identitet, der ikke er rent japansk, men hvor klassiske teknikker møder danske præferencer. Moderne variationer med bl.a. chilimayo har fundet vej til menuen, men doseret med omtanke. Maden var velsmagende og blev serveret i passende portioner, så man ikke bestilte mere, end man kunne spise. Samtidig gør konceptet op med idéen om, at sushi nødvendigvis skal være en dyr fornøjelse. Her får man god mad uden at skulle tømme kontoen.

 

En god aften, der fortjener genbesøg og anbefaling.

 

Højborde hos Oasia Sushi & Wok i Vejle.

Højborde i restauranten. 

 

Sake er et must hos Oasia Sushi & Wok.

Sake er en særlig oplevelse.

 

 

LÆS OGSÅ

Anmeldelse af Bistecca i Torvehallerne

 


OASIA sushi & wok

  OASIA sushi & wok er en del af ToRVEhallerne, der er et multihus på Kirketorvet i hjertet af Vejle. Det ligger i navnet, at maden består af sushi og wok. Fint, man kan se, hvad det handler om på forhånd. Uanset om du er veganer, vegetar eller kødspiser, så er der noget at vælge mellem. Maden ka…
Senest opdateret: 17/05/2025 01:05