Madanmeldelse: To rejer og én skive rullepølse var bare ikke nok
Læs madanmeldelsen
Byens Smørrebrød & Sandwich ligger centralt i Hedensted og har siden sin åbning i august 2017 tilbudt traditionelle håndmadder, smørrebrød og sandwich som takeaway.
Butikken holder til i en tidligere slagterforretning på Østerbrogade, og selvom forbindelsen til den gamle slagterforretning skaber forventninger om kvalitet og håndværk, var vores oplevelse desværre en skuffelse.
Første indtryk og bestilling
Butikken er indbydende, og betjeningen også imødekommende. Man kan ikke spise på stedet, så det hele er takeaway. Kunderne kommer efter en frokost til at tage med på farten eller ud af huset.
Der er sandwich, salat, håndmadder og smørrebrød på menukortet.
Der var lidt tomt i kølemontrene, men trods alt et fint udvalg, og vi havde besluttet os for at prøve håndmadder og smørrebrød.
Håndmadderne
Ved første øjekast så håndmadderne ikke ud af meget. Pålægget virkede sparsomt, og vores bange anelser blev bekræftet, da vi satte tænderne i dem. Det første, vi bemærkede, var rugbrødet, som var til den tørre side og meget koldt, da det havde stået i en kølemontre. Der var ikke meget smør på brødet.
Alle håndmadderne blev serveret med icebergsalat i bunden, hvilket visuelt så godt ud.
Æg og rejer – vi følte os snydt!
Her blev vi skuffede. Der var kun to rejer på stykket, hvilket er alt for lidt. Æggene var fine, men det er også svært at ødelægge. Pynten bestod af agurk- og citronskiver, tomat og karse. Ganske fint, men sammen med den forholdsvis store mængde mayonnaise forsvandt de to rejer fuldstændig.
Der var bare ikke nok æg og rejer på dette stykke!
Leverpostejen var den bedste
Den var sikkert hjemmelavet og havde en fin smag, som mindede om den traditionelle slagterleverpostej, vi havde håbet på. Den blev serveret med en skive rødbede, et stykke bacon, en skive syltet agurk og en skive almindelig agurk.
Ikke den store hokus pokus her. Men leverpostejen smagte godt.
Rullepølsen der forsvandt
Én enkelt skive rullepølse er simpelthen ikke nok på det stykke. Smagen forsvandt, og de to løgringe, en skive tomat og karse var det, vi smagte. Synd og skam.
Rullepølsen var desværre meget smagsløs.
Smørrebrød
Smørrebrødene var generelt lidt mere fyldige end håndmadderne, men de formåede heller ikke at leve op til forventningerne. Det var dog bedre, men syntes ikke at være helt tilfredsstillende i forhold til prisen.
Udvalget af pålæg var stort set identisk, uanset om man valgte håndmadder eller smørrebrød.
Frikadelle og kartoffelsalat
Stykket var krydret og smagte som en klassisk slagter-frikadelle, hvilket var et plus. Kartoffelsalaten, der lå ovenpå frikadellen, var efter vores bedste vurdering ikke hjemmelavet, men dog tilpasset nok til at smage fint. Icebergsalat, løgringe og tomat udgjorde pynten.
Et hæderligt stykke med frikadelle.
Fiskefilet
Fisken var som forventet kold og ikke alt for tør. Dog ikke hjemmepaneret, hvilket vi havde håbet på. Tilbehøret bestod af remoulade, citron, agurk, tomat, rejer, kaviar og karse.
Et klassisk stykke, hvor fiskefileten var fin.
Roastbeef
Stykket her var det mest imponerende i forhold til mængden af pålæg. Roastbeefen blev serveret med remoulade, ristede løg, revet peberrod, syltede agurker, tomat og en grøn peberring.
Roastbeefen var fint doseret og kunne smages.
- Maden smagte overordnet set fint, men den manglede det ekstra, der ville have gjort oplevelsen mindeværdig.
- Et fint udvalg af håndmadder og smørrebrød.
- Samlet set var der for lidt pålæg på håndmadderne. Eksempelvis var to rejer på en æg og reje mad og en skive rullepølse på rullepølsemadden alt for lidt. Vi savnede generelt mere pålæg for at give smagsoplevelsen det nødvendige løft.
- Brødet var til den tørre side og tilmed koldt, da det havde stået noget tid i kølemontren.
- Selv om prisen på 18 kr. pr. håndmad og 44 kr. pr. smørrebrød er i den lavere ende, var der simpelthen ikke nok indhold til at retfærdiggøre prisen. For den pris forventer man mere hjemmelavet mad og fyldigere smørrebrød.
- Betjeningen var venlig og afslappet, hvilket var positivt, men det kan ikke opveje den manglende kvalitet i maden.
- Der skal en del håndmadder til for at blive mæt, og med den kvalitet giver det ikke mening at købe dem her.
Det er en ommer!
Byens Smørrebrød & Sandwich formår desværre ikke at leve op til de forventninger, man måtte have til en forretning, der har rødder i en gammel slagterforretning. Portionerne er små, og kvaliteten af pålægget er ikke tilstrækkelig til at retfærdiggøre prisen. Det kan de med få ændringer lave om på – og det burde de, da der er positive momenter!